Hvad var det jeg ikke havde forstået?

Det overraskede mig virkelig meget at det overhovedet kunne ske, da jeg mistede grebet om min succes. For jeg havde gjort alt rigtigt. Spist ordentligt og sundt, dyrket motion (styrketræning) og jeg havde det faktisk rigtig godt. Jeg stod i rampelyset og modtog stor ros og anerkendelse fra omverden, der synes jeg var mega sej. What’s not to like? - Jeg skulle bare fortsætte ud ad samme vej…

En af mine omdrejningspunkter i mit liv, har altid været, at jeg ikke har fortjent anerkendelse og i forlængelse heraf, dét at værdsætte mig selv.

At jeg overhovedet har brug for anerkendelse, har været en kamel at sluge, for jeg opfattede det negativt. Det er helt sikkert en begrænsning hvis man jagter den kommende fra andre, men en fantastisk ting hvis man evner at modtage den, når den gives. Og anerkendelse er jo noget vi alle har behov for. Men jeg havde enormt svært ved at modtage anerkendelsen, mest af alt fordi jeg ikke forstod at give den til mig selv. Den dør var nærmest lukket, så hvordan skulle jeg overhovedet kunne lukke den ind, når jeg modtog den fra andre?

Noget af det første jeg lagde mærke til under mit store vægttab, var følelsen af at jeg værdsatte mig selv mere og mere. Jeg havde lysten til at fortsætte for min egen skyld… eller var det nu også det? Rosen og anerkendelsen fra familie, venner og især min børn (som jeg tidligere havde følt jeg havde svigtet) betød enorm meget, og hvis jeg skal være helt ærlig så er jeg ret sikker på at det var lysten og behovet for deres (ungernes) ros og anerkendelse (at de var stolte af deres far), der nok drev værket, aller mest.

Som klapsalverne stille og roligt lagde sig, var bølgen af succes som jeg kunne ride på også væk. Nu havde far jo tabt sig, var glad og begyndte at leve livet igen. Jeg kan huske at jeg et eller andet sted begyndte at mærke en velkendt tomhed indeni. Jeg måtte sluge endnu en kamel, nemlig at jeg ikke havde ændret en skid indeni mig, kun udenpå.

Jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved om jeg overhovedet havde lavet en livsstilsÆNDRING, når det hele blot var styret af kontrol og restriktioner. Jeg kan huske at jeg begyndte at tale om at slippe kontrollen, at det var det næste skridt - for ellers havde jeg jo ikke lykkes med min forandring. Det lykkedes faktisk også nogenlunde. Det kostede lidt ekstra kilo på kroppen, men det stagnerede og det virkede som om jeg havde fundet en fornuftig balance. Hvis jeg ville længere ned i vægt, vidste jeg jo godt hvilket knapper jeg bare skulle skrue på…

Keep dreamin’ Michael… Det der rumlede indeni mig var ikke spørgsmået om hvorvidt jeg havde lavet en livsstilsændring eller ej. Jeg bullshittede mig selv. Kort og godt. Det, der rumsterede var den gamle velkendte længsel efter at føle mig god nok, og at jeg fortjente anerkendelse for den jeg var. Hverken mere eller mindre.

Hvis du spørger mig idag, så handler en livsstilændring ikke om hverken vægttab, sund kost, masser af motion osv. En livsstilsændring handler om at du ændre dit fokus og leve det ud, indefra.

Det var den kode jeg fandt opskriften på, på Madmentor - Uddannelsen, og den kode jeg efterfølgende havde brug for at knække, da jeg fornylig hev 3 måneder ud af kalenderne og tog på Struer Højskole. Jeg havde brug for ro omkring mig, for virkelig at få den på plads. Og det fik jeg.

Jeg tog visualiseringer og meditation til mig, og tillod mig selv at være nysgerrig og vedholdende. Herigennem fandt jeg virkelig selvaccept, ro og balance. Jeg åbnede døren til anerkendelse og værdsættelse af mig selv. Jeg skulle ikke lave om på mig, ikke noget der skulle fixes. Jeg skulle blot ændre fokus. Jeg behøvede ikke længere at bekæmpe min spiseforstyrrelse, jeg accepterede den og lærte at leve med den, og bruge den som en gave (ja, det kan godt lade sig gøre!).

Jeg deler det her med jer, for at inspirere andre til også at gå vejen, for der er virkelig en vej, en fed vej. Det er aldrig for sent at ændre sit liv, sin livsstil. Arbejdet har ligget hos mig, men min rejse har jeg ikke kunnet tage alene, for det hele handler om hvordan jeg er i relation til mig selv og til andre. Faktisk skete der først noget særligt, da jeg selv begyndte at række ud.

KH Michael 😉🙏🏼❤️💪