MIN HISTORIE

“Jeg ska’ lige smide 10-20-30 kg… så er jeg klar”. Et eller anden variant af denne sætning har jeg hørt utallig gang. Når jeg har tabt x kg er jeg klar til at date, få job, træne …

Smerten er ofte stor når vi føler os anderledes, forkerte og skamfulde. Vi tror ikke vi er værd at elske. Vi tror ikke vi har noget at byde på. Vi føler os ofte fastlåste i manglende tro på os selv. At vi mangler værdi, håbløshed. Vi føler os ikke ok som vi er. Vi vil så gerne bare ud af den smerte vi render rundt med, at vi kommer til at søge efter quick fixes. Også selv om vi godt ved det ikke findes. 
Lad mig lige slå én ting fast med det samme. DU ER SOM DU SKAL VÆRE! Du skal ikke repareres, fixes, være bedre eller anderledes. Men det er ikke nemt, og vi er ofte ikke villige til at gå vejen, og blive ved med at gå den. 
Hvis du skal noget, så er det at blive mere af dig selv. Blive mere hel.

https://strongcoreliving.com

Jeg er en ung fyr i starten af 50’erne, holder til i Varde ved Vesterhavet og har 3 skønne unger. Jeg lever mit liv med selvudvikling og nysgerrighed på livet (og mig selv).

Mit liv giver aller størst mening, når jeg får lov til at inspirere og løfte andre mennesker til også at leve det liv de virkelig drømmer om. Sådan er jeg som person, og det bruger jeg også mit arbejdsliv (Intuitiv Business Coaching) på, hvor jeg beskæftiger mig med at skabe flow, passion og værdi for iværksættere (og deres virksomheder), der brænder for at gøre en forskel for andre som behandlere, coaches m.v.

Mit privatliv og arbejdsliv flyder ret ofte sammen, for jeg elsker at lave det jeg gør, og kan slet ikke lade være, smiler.

Men sådan har det absolut ikke altid været. Jeg har igennem 25-30 år været opslugt af en “fantastisk” offerrolle, med en iboende tvangsoverspisning, overvægt, lavt selvværd og skam. Jeg plejer gerne at sige at jeg har en PhD i offerrollementalitet, for jeg har i dén grad udforsket den og i alt for mange henseender haft en selvsaboterende og destruktiv adfærd, bare for at får lov til at forblive i rollen. Sådan er det heldigvis ikke længere!

Jeg fortjener ikke anerkendelse

Jeg kan ikke helt præcist sætte fingeren på hvornår jeg første gang fik den overbevisning, at jeg ikke fortjente den anerkendelse jeg fik. Men jeg kan helt sikkert huske en episode med min far, hvor jeg havde lavet min første virksomhed (et vagtselskab) med en kammerat. Min oprigtigt bekymrede og kærlige far spurgte mig en dag, om jeg kunne leve af det. Det rungede virkelig højt i mit hoved, for det jeg hørte var, at hvorvidt jeg havde succes med min nyregistrerede virksomhed kun kunne måles på vores evne til at lave penge. Det var ikke det, der blev spurgt om, men det var det jeg hørte. Og hvad svarede jeg? JA, det kunne vi. Vi tjente penge. Sandheden var lidt anderledes. Vi var nyopstartede, og der var absolut ingen penge i kassen. Men nu havde jeg jo “stukket ham en løgn”. En løgn, der fik lov til at udvikle sig igennem flere år.

Næste gang vi talte om det her, kunne jeg som bevisførelse på at jeg havde talt “sandt”, vise ham en bankkonto med penge på. Far var stolt af sin søn! Problemet var bare at det ikke var penge fra vores virksomhed, men de var tjent på en anden måde… og løgnen fik ben at gå på, og samvittigheden begyndte af nage. Den anerkendelse jeg fik var jo ikke velfortjent, men bygget på en løgn, og jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle sandheden. Det var i hvert fald et af de konkrete eksempler på hvordan jeg fik tilegnet mig den overbevisning, der skulle vise sig at forfølge mig igennem det meste af mit liv.

Offerrollen

Når først en løgn får lov til at leve sit liv, bliver man suget ind i en rumle, der næsten er umulig at komme ud af igen, og der bliver ofte bygget endnu flere lag af løgne på. Ikke fordi man ønsker det, men fordi man “bliver nødt” til det. Og det skete også for mig. Det var noget lort, og jeg blev lige så stille suget ind i offerrollen og jeg følte mig magtesløs. Jeg følte hele tiden at jeg skulle bevise mit værd, og hele tiden lave krumspring. Og det eneste min far ville, var et ønske om at hans søn havde det godt. Som tiden gik, blev en en sand mester i at navigere i løgnene og manipulationen, men hvad jeg ikke forstod var, at jeg lige så stille gravede mig et hul, der hele tiden blev sværere og sværere at komme op ad.

Jeg begyndte for alvor at benytte mig at mad til at dulme min frustration og skamfuldhed.

Indeni var det enormt frustrerande og skamfuldt, og jeg begyndte for alvor at benytte mig at mad til at dulme min frustration og skamfuldhed. Endnu et lag var lagt på, og det blev blot endnu mere umuligt at bryde igennem. Hele tiden kunne jeg mærke lysten og behovet for at kunne være ærlig og kærlig, men det var en kamp, jeg ikke følte jeg kunne vinde. På ydersiden var jeg stor og stærk, klog og et rart menneske, men på indersiden larmede det helt vildt, med lavt selvværd og følelsen af ikke at være værd at elske. DET styrede mig, og ikke omvendt.

Overspisningen

Når jeg var alene spiste jeg både enormt hurtigt og i store mængder, jeg kunne overhovedet ikke styre det. Når jeg var sammen med andre havde jeg en mere normal adfærd. Selvkritikken var stor, for indeni var jeg enormt flov over ikke at kunne styre det, og bare blev større og større. Hvor fa’en var min selvdisciplin? Hvor svært kunne det være? Luk mund og let røven!

I mange år vågnede jeg flere gange i løbet af natten, og første tanke var næsten altid henledt til køleskabet. Jeg vidste jo hvad der var af spændende rester og lignende, så det blev noget når plyndret og ind til computeren og sidde, gerne til en film - midt om natten. Jeg blev bare stor, fed og alt hvad der fulgte med af skavanker. Heller ikke sidstnævnte kunne motivere mig til at lave om på tingene. Jeg følte mig fastlåst, uduelig og absolut intet værd. Når morgenen kom krybende, var det bare på med masken og fortrænge nattens hændelser. Happyface.

Jeg anede på det tidspunkt ikke at jeg var inde i noget forstyrret spisning, og slet ikke at jeg havde en spiseforstyrrelse. Det var kun mennesker med bulimi og anorexi, der havde det. Det jeg fejlede var manglende rygrad.

Diabetes, smerter og en blodprop i hjertet

25-30 års (tvangs)overspisning har konsekvenser. En af de “usynlige” ting der ofte sker med en spiseforstyrrelse er at vi bliver mere socialt tilbagetrukket. Vi kan ikke lide os selv, hvordan vi ser ud og tænker nok at andre har samme mening. Prøv lige at spørge mig hvornår jeg sidst har være i svømmehallen… eller på stranden… Jeg fik også mange smerte i hele kroppen, og en rigtig god cocktail af smertestillende 4 gange dagligt var helt normalt. Diabetes lagde også vejen forbi og sandelig om jeg ikke også blev medicineret for det. Og så er der hele den immobile krop, hvor jeg ofte fik muskelkramper ved toiletbesøg (når jeg skulle tørre mig bagi), for der var langt derom.

Så kom aftenen hvor jeg blev ramt af en blodprop i hjertet. Fuck det gjorde ondt, og jeg fik vækket familien. En tur på Odense sygehus, en lille åbning på 1,5 mm var tilbage. Alle var skræmt fra vid og sans, mere end jeg selv var, for jeg overlevede jo. Dog med 30% nedsat hjertekapacitet og en stent rigere. De første 14 dage derefter tog jeg det faktisk alvorligt, og begyndte at spise ordenligt og motionere. Som sagt holdt det i 14 dage, så var jeg tilbage i offerrollen. Jeg magtede det simpelthen ikke. for det ikke skulle være løgn, så kunne jeg nu konkret vifte med en sygejournal, der fortalte at jeg fejlede noget, og det var virkelig synd for mig. For helvede mand… hvor var det sygt!

Skammen overvælder - en streg i sandet

Livet gik videre, og ca 2 år senere var den gal igen. Jeg troede jeg havde fået endnu en blodprop, for det føltes lige sådan. Babu ind på sygehuset og slap heldigvis med skrækken. Det jeg ikke slap for var synet af to af mine unger, der stod ved siden af sengen… de var bange og virkelig kede af det. Jeg kunne mærke en følelse af både skyld og skam væltende ind over mig. Denne gang var det min skyld, mit ansvar og mit manglende værdsættelse af dem, mine omgivelser og ikke mindst mig selv. Jeg kunne simpelthen ikke hverken bære det eller undskylde det mere. Første gang jeg fik en blodprop kan man sige at jeg “ikke vidste bedre”, men her anden gang var der simpelthen ikke nogen undskyldning for ikke at tage mig selv alvorligt. Det var ikke en svær beslutning at tage, og der blev vitterligt sat en streg i sandet. Aldrig mere skulle jeg befinde mig mere i denne åbenlyse selvdestruktive offerrolle. Aldrig! Det gjorde ondt helt ind i hjertet.

2 måneder senere stod jeg med kufferter, sengetøj og med ja-hatten på i det nordvestjyske. Jeg var tjekket ind på et 13 ugers forløb på Kursuscenter Struer (nu hedder det Struer Højskole). Der skulle en livsstilsændring til, det var nu… sæt i gang!

Det nemmeste i verden

Hvad jeg havde bøvlet med i så mange år, var lige pludselig overstået i løbet af få dage! Jeg var i gang, spise godt, sundt og i rette mængder. Dyrkede daglig motion. Kiloerne raslede af og jeg så mig ikke tilbage. De smertestillende piller blev lagt fuldstændig på hylden, og efter de 3 måneder havde jeg heller ikke diabetes mere. Jeg fik uden problemer smidt 50 kg og det var virkelig ikke noget problem.

Hvad skete der lige? Hvordan kunne noget, der havde været så svært og nærmest umuligt lige pludselig gå hen og blive en leg, en sjov og udfordrende leg, som jeg kun kunne vinde? Der var nogle “ingredienser” der pludselig blev opfyldt:

  • Jeg erkendte jeg havde et problem, som jeg ikke selv kunne løse. Jeg havde brug for hjælp.

  • Jeg havde en kæmpe motivation i den skam jeg følte på sygehuset. “Aldrig-mere-skammen”.

  • Rammerne i Struer var perfekte, og jeg var sammen med en masse andre skønne mennesker i samme båd.

Jeg tabte ca 34kg på opholdet, og efterfølgende yderlige godt 16kg hjemme. Der var styr på kosten, og jeg var i fitnesscentret mindst 3 gange om ugen. Jeg var stolt, glad og ungerne var stolte af deres far.

Men, for der er et men …

Jeg var også en af dem, der sagde til sig selv, at hvis bare jeg tabte så og så meget, så ville alt blive godt. Jeg fik livet tilbage i form af sundhed, at være aktiv og begyndte at se muligheder i stedet for begrænsninger, men det ændrede næsten ingenting på hvordan jeg faktisk havde det som mig. Det rykkede ikke på selvværdet. Jeg synes stadig jeg var enormt overvægtig og utilfreds. Det var sgu lidt af en nedern oplevelse. Og jeg begyndte snart at tænke over at jeg faktisk ikke havde lavet en reel livsstilsændring før jeg fik et normalt forhold til mad. For jeg kunne mærke de gamle mønstre banke på døren hele tiden. Hvad der havde været så fed en rejse og oplevelse af kæmpe succes, blev lige pludselig til en udfordring og “op-ad-bakke”.

Jeg måtte konstatere, at jeg stadig havde mit madproblem, men at jeg holdt det i skak ved hjælp at stor kontrol og restriktioner. Den skal absolut også lige siges, at det har været en kæmpe succes at opleve at jeg faktisk godt kunne have kontrollen, at jeg oplevede at kunne blive motiveret på andre ting i live, blot fordi jeg ønskede det. Jeg havde jo haft den største succes i mit liv, det kunne ingen tage fra mig - heller ikke mig selv.

Jeg prøvede at slippe kontrollen lidt. Det var totalt angstprovokerende, for hvad nu hvis det hele smuttede for mig og jeg for alvor mistede kontrollen igen? Hvad nu hvis jeg landede tilbage hvor jeg starte. Der ved “aldrig-mere-skammen” og alle skavankerne. Men jeg blev nødt til at forsøge, for jeg ville have et normalt forhold til mad. Det andet var alt for udmattende. Jeg slap kontrollen, tog 10-15kg på, men blev faktisk med den vægt i rigtig lang tid. Jeg var faktisk rimelig tilfreds og glad for at det ikke skred mere for mig.

Sgu fanden da også… napper lige en blodprop mere

Så kom sommeren 2018. Havde været på kursus hele dagen i håndtering af stress (coaching) og efterfølgende en lille hyggelig date. En lang dag og hjemme igen i om natten. Da jeg lagde mig i sengen kunne jeg godt mærke en underlig fornemmelse. Jeg blev dårlig, og troede i første omgang at der måske havde været noget galt med den sushi jeg havde spist om aftenen. Men den overvejelse blev hurtigt afløst af noget meget velkendt, nemlig starten på en blodprop i hjertet… igen! Jamen for f…. jeg levede nogenlunde sundt og dyrkede motion. Hvad skulle det nu til for?

Nå, men så prøvede jeg sgu at flyve en længere tur til Odense over det danske land. Ikke fordi jeg kunne se så meget, for det var mørkt og jeg lå nede i helikopteren. Jeg var vist heldig, for jeg havde reageret så hurtigt som jeg havde gjort. Endnu en stent blev isat, denne gang i den anden hovedpulsåre.

Jeg skulle lige til at skrive noget sjovt her, men faktum var, at jeg faktisk var ret ked af det. Synes det var urimeligt at jeg skulle endnu en tur igennem møllen, og især efter jeg havde gjort så meget og taget mig selv alvorligt. Faktisk betød det, at jeg nærmest fuldstændig mistede motivationen, for nærmest fra den ene dag til den anden, så var jeg bombet ret langt tilbage med “konditionen”. Jeg kunne ikke gå i mere end små 10 min før jeg var færdig og havde brug for en pause. Det var sgu nærmest ikke til at bære, og jeg lod mig opsluge lidt af offerrollen igen.

Madmentoruddannelsen™ - et spark bagi

Som jeg skrev tidligere, så vidste jeg faktisk ikke at jeg havde en spiseforstyrrelse. Det er først for ca et års tid siden, at det gik op for mig. Marie Steenberger havde delt en video med en fyr der havde BED (Binge Eating Disorder), og som fortalte omkring hans eget liv. Puha, der var alt for mange ligheder, og det ramte sgu plet. På trods af at jeg opfatter mig selv som ret vidende og indsigtsfuld, og selvom jeg i forvejen er certificeret life- og businesscoach, og arbejde med at bryde hæmmende overbevisninger og mønstre - så havde jeg sgu ikke hørt om BED, så det ramte som et lyn fra en klar himmel.

Jeg blev nødt til at knække koden til den oprigtige ærlige livsstilsændring, slippe restriktionerne og få et normalt forhold til både maden og mig selv. Marie har (sammen med Sofia Manning) Madmentoruddannelsen™ og her kunne jeg måske finde både forklaringerne og løsningen. Det skulle vise sig, at ikke nok med at jeg blev ret meget klogere på det faglige i forstyrret spisning, så fik jeg også, for første gang i mit lig, en fornemmelse af både selvaccept og friheden der ligger deri. Fuck, det var stort, og det overbeviste mig om hvad det var jeg manglede. Noget, jeg godt nok havde fornemmet på mit ophold i Struer, men ikke rigtig havde fået ind under huden.

Hvorvidt jeg får succes med et varigt vægttab, handler i dén grad om, jeg kommer et selvsaboterende og negativt sted fra, eller om jeg kommer et værdsættende og støttende (kvinder bruger tit ordet selvkærligt, men jeg er altså mand, smiler) sted fra. Der er naturligvis en længere forklaring i det hele, men det kan du løbende løse om på min blog. Lige her i forbindelse med min historie, så handler det aller mest om budskabet omkring at vi skal have det mentale aspekt med, når vi taler om et varigt vægttabt, eller måske rettere sagt en reel livsstilsændring.

Indsigterne og forståelse kommer i bakspejlet

Et anden væsentlig ting jeg må konstatere, så er det at indsigter og forståelse kommer i kølvandet på handlinger. Noget af det, der holdt mig fast i offerrollen (eller i komfortzonen om du vil), så var det angsten for det ukendte på den anden side. Jeg var sgu bange for at tage ansvaret for mig eget liv, for det var på en eller anden måde bare skræmmende ikke at vide hvor jeg landede. Så længe jeg prøver at regne det hele ud på forhånd, så sker der bare ikke noget. Jeg er bare nødt til at koncentrere mig om det næste skridt, for sandheden er at jeg på ingen måde alligevel havde kunnet regnet ud hvor min rejse ville føre mig hen. Det har været så fantastisk og er det stadig. Modet til at handle, og vise mig er konstant voksende, og det er den eneste retning jeg har behovet for at kende.

Med den største kærlighed
Michael